"Det en selvfølge i den religionsfaglige tradition i gymnasiet, at der undervises på religionsvidenskabelig og ikke-konfessionel baggrund. Faget hører til i det humanistiske hovedområde, men har også betydelige berøringsflader til det samfundsvidenskabelige hovedområde. Det betyder, at der i undervisningen benyttes en række forskellige humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder og tilgange.
Ud fra en faglig betragtning er religion betydningsproduktion af enhver art: Tekster, billeder, genstande, arkitektur, musik, ritualer etc. Der kan derfor ikke tales om en "særlig" religionsfaglig metode, endsige "den religionsfaglige metode"."

(Uddrag af vejledningen for Religion C STX-bekendtgørelsen 2010)

Inden du går igang med at læse om de forskellige metoder, er det en god idé at læse afsnittet herunder, som er gældende betragtninger, uanset hvilken metode, man vælger at benytte.

I arbejdet med religion er det et meget afgørende spørgsmål, om man ser den pågældende religion eller tekst indefra eller udefra, og man skal have blik for begge synsvinkler. Som tilhørende en bestemt religion og/eller forkynder af en bestemt religion har man naturligt en indefra-tolkning, med andre ord en subjektiv synsvinkel. I religionsfaget er grundholdningen, at religionerne altid ses udefra, dvs. der anlægges en objektiv synsvinkel.

Sandhedsværdien af religiøse argumenter og tolkninger er ikke et arbejdsfelt for religionsfaget - her nøjes man med at konstatere, at en given forfatter/skribent/religionsudøver har en indefra-synsvinkel, og forsøger at klargøre, hvad det betyder for hans/hendes religions- og verdensforståelse. Det, man undersøger, er religionsudøveren og "det religiøse udtryk" - man forholder sig ikke til, om de har ret, eller om man er enig.